Til Aalborg med DSB
Jeg har lige været to dage i det jyske med Padden for at optræde til to Open Mikes. Tirsdag skulle vi på Studenterhuset og onsdag på Le Bar Bat.
Man kan tage flyet – hvis ikke der er en askesky i vejen – når man skal fra København til Aalborg. Tror faktisk det koster nogenlunde det samme, men ret mig gerne, hvis jeg tager fejl – det sker tit, siger min x-kæreste. Padden og jeg valgte at benytte firmaet, som har stjålet mine initialer, nemlig DSB – en hyggelig tur fra Københavns hovedbane til Aalborg banegård på små 4 timer! Vi var så heldige at vi havde bestilt pladsbilletter – to vinduespladser ved siden af hinanden – den stakkels dame i telefonen var åbenbart blevet forvirret, for hun havde booket pladser til os med ryggen til hinanden! Det kan godt gøre det lidt svært at tale sammen, men heldigvis var det et problem vi fik løst.
Nåh, tilbage til turen derover – vi ankom til Aalborg kl. 18.06 og begav os ned til Café Victoria, fordi ejeren, Sanne Lauland Sørensen, havde sørget for overnatning til os. Det var fornemme forhold! Bagefter begav vi os ned til Studenterhuset, hvor dagens optræden skulle foregå. Et super hyggeligt og stort sted. En god scene og masser af publikum. Nede i backstage var der gjort klar med kildevand, øl og sodavand i køleskabet. Der var købt chips og sandwich – ren luksus!
Aftenens vært skulle have været Morden May, som blev forhindret af den førnævnte askesky, heldigvis trådte Tjelle Vejrup til og gjorde et godt stykke arbejde som aftenens vært! Det er et super hyggeligt sted, som varmt kan anbefales!
Dagen efter tog vi ud for at finde noget brunch og blev anbefalet at gå på Stygge’s – et indbydende navn til en restaurant! Men vi trodsede navnet og blev da også positivt overrasket. Det var sgu godt! Vi tog bagefter ned på Victorias og satte vores ting – Sanne er vidunderlig sød og hjælpsom – satte vi os og snakkede med hende. Der stødte en komiker til, som endte med at vise os lidt rundt i byen og invitere på aftensmad – de er ganske venlige de jyder!
Om aftenen var det så Le Bar Bat, hvor Jesper Andersen varetog værtsrollen. LBB er et super hyggeligt sted og der var bestemt også fyldt godt op med publikum. Hørte lige at der i næste uge skulle komme nogle af dem fra fjernsynet. Så kig derned forbi, hvis du er i nærheden på onsdag!
Jeg vil slutte det her, da jeg nu her kl. 01.13 har siddet i toget på vej hjem i en time og 10 minutter og først kan se frem til at lægge mit hoved på puden kl. 07.15.